I nøden skal man kende sin PEN - Kommentar til debatindlæg i Weekendavisen den 29/30. juni 2021
Skrivebordsengagement
Jørgen
Chr. Wind Nielsen, medlem af PENs bestyrelse, Gentofte.
6. august 2021 - Weekendavisen
For mig som ny og aktiv i Dansk PEN er det
interessant, hvordan Weekendavisen vinkler en artikel: skrivebords-engagement,
manglende anerkendelse, uddateret. Artiklen er bragt i WA #25. Men PEN er ikke
udelukkende en litterær organisation. PEN arbejder også med journalistik,
sprog, sociale medier, billeder. I høj grad samfunds- og kulturanliggender. En
god opfølgning på artiklen vil være en omtale af 100-års jubilæumsbogen, når
den udkommer.
Denne sætning overrasker mig: »Historien om Dansk PEN
viser, hvorfor det også er vanskeligt at undgå (at være politisk) i dag.« For
mig er PEN helt klart en politisk organisation. Jeg blev også overrasket over
billedteksten: »Allerede i den østrigske forfatters (Stefan Zweig) tid var PENs
politiske profil til diskussion blandt medlemmerne.« Min kommentar er: Ja, det
må man da håbe. Den politiske profil bør altid være til debat i en demokratisk
organisation.
Normalt er skrivebordsengagement ret udbredt. Men her
er det brugt lidt nedsættende, i retning af skrivebordsgeneraler. Jeg synes
ellers nok, at mange er engagerede, ikke bag skrivebordet, men foran
skrivebordet. Et engagement, der kan koste friheden og livet i Belarus, Tyrkiet,
Kina, Myanmar osv.
Jeg er enig med Kristina Stoltz i, at vi gerne måtte
være flere og mere synlige, og at der er mange årsager til, at vi ikke er det:
klimakamp, kønskamp osv. Men måske er en af pointerne også, at vi danskere jo
netop har vores ytringsfrihed, der gør det muligt at deltage i andre vigtige
kampe. Vi bruger vores ytringsfrihed! Frederik Stjernfelt er superforsker:
»Et manglende engagement i Dansk PEN kan forklares
ved, at dele af yngre skribentgenerationer ikke går helhjertet ind for
ytringsfriheden.« Er det et resultat fra et forskningsprojekt? »Forklaringen«
kræver en forklaring. Når Klaus Rothstein spørger: »Men hvad nytter det?«, er
mit svar: Tag ikke fejl, Klaus, det nytter!
I nøden
skal man kende sin PEN
-
Kommentar til debatindlæg i Weekendavisen den
29/30. juni 2021
For en person
som mig, der er relativt ny i Dansk PEN-sammenhæng, og tilmed aktiv, kan det
være interessant at se, hvordan en journalist på en borgerlig avis som
Weekendavisen vælger at vinkle en artikel om den organisation, jeg er aktiv i. Det
kan give en slags omverdensbillede. Et billede af, hvordan journalisten vælger
at opfatte problemstillinger vedrørende Dansk PEN. Journalistens vinkel foldes
ud allerede i introen: Skrivebordsengagement, manglende anerkendelse,
uddateret.
Set som genre
er debatartiklen afstemt og kommer rundt om emnet. Der er lidt for, der er lidt
imod. Mit historiske kendskab til PEN er alt for ringe, og derfor var jeg især
interesseret i kommentarerne i forbindelse med Mohammed-tegningerne. Jeg er
naturligvis vidende om Mohammed-tegningerne, som enhver anden voksen dansker.
Men set indefra i Dansk PEN-sammenhæng kender jeg kun lidt til
problemstillingerne. Og det har jo slet ikke været på tapetet i min tid i Dansk
PEN.
Sjovt nok er
artiklen bragt i Bøger-sektionen og ikke i Samfund eller Kultur. Men PEN er ikke udelukkende en litterær organisation, det er også en organisation, der arbejder med og for ytringsfrihed,
i høj grad et samfunds- og kulturanliggende. Ytringsfrihed er ikke kun
litteratur. Det er journalistik, det er de sociale mediers rolle, det er
billeder.
Når artiklen
er bragt i Bøger-sektionen, ville det have været rimeligt at nævne 100-års
jubilæumsbogen, der er på vej. Jeg glæder mig meget til at læse den selv, og en
god opfølgning på nærværende debatartikel vil være en anmeldelse eller omtale
af bogen i Weekendavisen, når bogen udkommer.
Min
opfattelse af International PEN og Dansk PEN er helt klart, at der er tale om
en politisk organisation. Mit engagement i PEN er politisk. Det er svært at
forestille sig noget mere politisk end arbejde med ytringsfrihed og grænser for
den.
”Historien om
Dansk PEN viser, hvorfor det også er vanskeligt at undgå i dag” (at være
politisk). Er der da nogen, der forsøger at undgå det?
Normalt er
skrivebordsengagement jo en god ting. Det er ret udbredt i Danmark. Men her er
det brugt lidt med negative konnotationer, i retning af skrivebordsgeneraler.
Jeg synes nu
nok, at mange er engagerede helt fysisk, ikke bag skrivebordet, men foran
skrivebordet. Et engagement, der kan koste friheden og livet. Belarus, Kina, Tyrkiet,
Myanmar osv.
Jeg blev
overrasket over billedteksten: ”Allerede i den østrigske forfatters tid (Stefan
Zweig) var PENs politiske profil til diskussion blandt medlemmerne.” Min
kommentar til det er: Ja, det må man da håbe. Den politiske organisation bør
altid være til debat i en demokratisk organisation.
Jeg er enig
med Kristina Stoltz i, at Dansk PEN er lidt usynlig, at vi gerne måtte være
flere, også flere unge mennesker. Jeg er også enig med Kristina Stoltz i, at
der er mange årsager til at vi ikke er det: Klimakamp, kønskamp osv. Men måske
er en af pointerne også, at vi danskere jo netop har vores ytringsfrihed, der
gør det muligt at deltage i andre vigtige kampe. Så behøver man ikke at deltage
i kampen om ytringsfriheden lige nu. Man kan bruge den!
Jeg har lavet
politisk arbejde siden min gymnasietid, i mange forskellige organisationer og
kontekster. Det er et gennemgående træk ved disse organisationer, at de alle ønsker
flere medlemmer og yngre medlemmer. Men det er en organisatorisk observation, der
ikke har noget at gøre med en organisations legitimitet eller relevans at gøre.
Jeg er også helt enig med Frederik Stjernfelt i, at mange unge mennesker er til
korte opslag på de sociale medier, og slet ikke til lange og trange aftenmøder.
Derfor tog vi
også initiativ til, umiddelbart inden coronalockdown, at arbejde mere med de
digitale og sociale medier. Dette arbejder fortsætter.
Jeg har stor
respekt for Frederik Stjernfelt, men: ”Et manglende engagement i Dansk PEN kan
forklares ved, at dele af yngre skribentgenerationer ikke går helhjertet ind
for ytringsfriheden.” Frederik Stjernfelt er superforsker. Er der her tale om
et resultat fra et forskningsprojekt? I det mindste kræver ”forklaringen” en
nærmere forklaring.
For så vidt
angår engagement, fejler det indre engagement ingenting. Jeg nåede at deltage i
3-4 arrangementer inden corona og lockdown. Der var hver gang fulde huse.
Desværre
kender jeg ikke Klaus Rothstein eller hans bog Den druknede dreng – min fejl. At
den interne splid kan være årsag til, at Dansk PEN ikke ”nyder nogen særlig
status i den brede offentlighed” kan være svært at afvise. Det er et gæt.
I mit lange
organisatoriske liv er jeg mere end ofte blevet mødt med synspunktet, at det ene
eller det andet har udspillet sin rolle. Det er jo ikke et objektivt
konstaterbart faktum. Det er en politisk tilkendegivelse, der ofte bliver
fremsat af personer, der har en anden politisk dagsorden.
Jeg er enig
med Mille Rode: ”Det tvinger os til at tænke os om. Det er sundt at være i et
rum, hvor folk kan være uenige med hinanden. Især når sagerne, vi sidder med,
ofte handler om liv og død”.
Spændingsfeltet
mellem på den ene side at begrænse hadefuld tale og at arbejde for
ytringsfrihed er jo ikke et enestående eksempel. Ytringsfriheden er begrænset i
mange sammenhænge. Kunsten er jo netop at finde balancen.
Når Klaus
Rothstein (forhåbentlig retorisk) spørger: ”Men hvad nyttet det?”, er mit svar:
Tag ikke fejl, enhver politisk handling nytter!
Jørgen
Christian Wind Nielsen
Medlem af Dansk PENs bestyrelse
1/7-2021
I nøden
skal man kende sin PEN
Skrivebordsengagement. Forfattere verden over har
forsvaret det frie ord i PEN International i 100 år. Den danske afdeling har
fremgang, men nyder ikke anerkendelse blandt yngre generationer. Er tiden ved
at løbe fra organisationen?
LYT TIL
ARTIKLEN
Jeppe
Bentzen – 30/6-2021
https://www.weekendavisen.dk/2021-25/boeger/i-noeden-skal-man-kende-sin-pen
Maria Schraders spillefilm Stefan Zweig:
Farvel til Europa, 2016, indledes med en scene, hvor Zweig, spillet af
Josef Hader, er trængt op i en krog til PENs konference i Buenos Aires i 1936.
Den jødiske forfatter og medlem af PEN i Østrig er allerede flygtet fra
nazismen, men vil ikke tage afstand fra Hitler i medierne. Til en håndfuld
journalister forklarer han: »En kunstner kan skabe kunst med politiske dimensioner,
men ikke bidrage med politiske slogans. Jeg kan ikke skrive ud fra had. Og hvis
min tavshed er et tegn på svaghed, må det være sådan.«
Også i virkeligheden blev Zweig kritiseret for sådanne
udtalelser. I sit essay om Zweig fra 1943 skrev den politiske tænker og
tysk-jødiske krigsflygtning Hannah Arendt: »Ligesom mange af hans mindre
fornuftige, mindre talentfulde og mindre truede kolleger forstod han ikke, at
den værdige tilbageholdenhed, som samfundet så længe betragtede som et
kriterium for sand dannelse, under sådanne omstændigheder er udtryk for
fejhed.«
En tilsvarende indre spænding har eksisteret i
organisationen PEN, siden den blev skabt for 100 år siden, i 1921. Da var den
tænkt som en forsamling af åndelig karakter, en klub for poeter, essayister og
romanforfattere, stiftet af digteren Catherine Amy Dawson Scott. En af de
tidligste regler for klubben lød: »Ingen politik i Pen Clubs – under nogen
omstændigheder.«
Kommentarer
Send en kommentar